Daner og Jyder: Dan og Juda-Dan
Af Mikkel Stjernholm Kragh
Nutidens danskere består af danerne på øerne og jyderne i Jylland, hvis man ser bort fra de relativt nyligt ankomne
indvandrere m.v. De oprindelige danere var en nordisk stamme, mens de oprindelige jyder var en germansk stamme. Danerne er af Dan, og jyderne er af Juda og Dan.
Deportationen af Israel til områder syd for Kaukasus
De tre nordlige af Israels stammer - Dan, Aser og Naftali - var blandt de første af Israels stammer, der blev deporteret ud
af Kana’an, fordi de angribende nationer, der deporterede Israels stammer - Assyrien og Babylonien - invaderede Kana’an nordfra. Fra 734 til 732 f.Kr. invaderede og erobrede
kong Tiglat-Pileser III af Assyrien de nordlige, østlige og vestlige dele af det nordlige ti-stammede Israels kongerige, som den Hellige Skrift siger:
"I kong Peka af Israels dage kom assyrerkongen Tiglat-Pileser og indtog Ijjon, Abel-Bet-Ma’aka, Janoa, Kedesj,
Hazor, Gilead og Galilæa, hele Naftalis land, og førte indbyggerne bort til Assyrien." (2. Konge 15:29)
I 724 f.Kr. angreb kong Salmaneser V af Assyrien Samaria, hovedstaden i det nordlige ti-stammede Israels kongerige, og i 721 f.Kr. indtog
hans efterfølger, Sargon II, Samaria, og resten af Israels 10 stammer blev deporteret til områder syd for Kaukasus-bjergene og syd for det Kaspiske Hav, som den Hellige Skrift
siger:
"og i Hoseas niende regeringsår indtog assyrerkongen Samaria, bortførte Israel til Assyrien, og lod dem
bosætte sig i Hala, ved Habor, Gozans flod, og i Mediens byer." (2. Konge 17:6)
Disse områder er næsten identiske med med de områder, hvor de ældste norrøne kilder fastslår, at
forfædrene til de nordiske og germanske stammer kom fra, før de vandrede over Øst-Europa til Nord-Europa.
Asernes og vanernes hjemland syd og nord for Kaukasus
Den islandske høvding og historiker Snorre Sturlasson (1179-1241) skrev Heimskringla (ca. 1230), som den første del af
hedder Ynglinge-Sagaen, hvori Snorre beskrev nogle af de nordiske og germanske stammers hjemland som områder syd og nord for Kaukasus-bjergene. De var delt i to grupper, Aser og Vaner,
som tydeligvis er navnene på Aser og Dan, to af Israels stammer i Dans Lejr.
Snorre Sturlasson beskrev stedet, hvor vanerne - altså den fortabte israelitiske Dans stamme - boede:
"Nordenfra de Fjelde, der ligge udenfor alt bebygget Land, løber der en Aa gjennem Svithjod, som retteligen heder Tanakvisl
eller Vanakvisl. Den kommer til Søen inde i det sorte Hav. I Vanakvislerne kaldte man Landet Vanaland eller Vanaheim. Den Aa adskiller hine to af Jordens Trediedele; østenfor ligger Asia,
men vestenfor Europa, som der forhen er sagt." (Snorre Sturlasson: Ynglinge-Saga del 1)
Floden Tanakvisl/Vanakvisl må være Don, som de gamle grækere kaldte for Tanaïs. I det Gamle Testamente opkaldte
danitterne steder efter deres stamfader Dan (Dommerne 18:12, 29), og Don bærer da også Dans navn.
Vanerne levede ved siden af aserne, hvis høvding var Odin:
"Østenfor Tanakvisl i Asia kaldtes Landet Aasaland eler Aasaheim, men Hovedborgen, som var i Landet, kaldtes Aasgaard. I Borgen
var der en Høvding, som heed Odin; der var et stort Blotsted (Offersted). Der var den Skik, at tolv Hovgoder vare den fornemste; og skulde de raade for Blot og Domme mellem Folk. De kaldtes
Diar eller Drottnar; dem skulde alt Folket tjene og lyde. Odin var en stor Hærmand, foor vide omkring og underlagde sig mangt et Rige. Han var saa sejersæl, at han vandt i alle Slag,
saaat tilsidst hans Mænd troede, at Sejren i hvert Slag var ham vis." (Snorre Sturlasson: Ynglinge-Saga del 1)
Israels fortabte stammers vandring fra Mellemøsten til Nord-Europa
Efter en krig mellem Aser og Vaner, som endte uden en sejrherre, førte Odin stammerne til Nord-Europa:
"En stor Fjeldryg strækker sig fra Nordøst til Sydvest, den skiller mellem det store Svithjod og andre Riger.
Søndenfor Fjeldet er der ej langt til Tyrkland: der havde Odin store Ejendomme. I den Tid droge Romernes Høvdinger vide om Jorden og lagde under sig alle Folk, men mange andre
Høvdinger flygtede for denne Ufred af sine Lande. Men fordi Odin var fremsynet og tryllekyndig, vidste han, at hans Afkom skulde bo og bygge i Nordparten af Jorden. Da satte han sine
Brødre, Vee og Vilje, over Aasgaard; men han drog selv bort, og med ham alle Diar og meget andet Folk; først vester i Gardarike, og derpaa syd i Saxland. Han havde mange Sønner: vide
om Saxland underlagde han sig Riger og satte der sine Sønner til Statholdere. Derpaa drog han nord til Søen og tog sin Bolig paa en Ø. Det sted heder nu Odins-Ø paa Fyn."
(Snorre Sturlasson: Ynglinge-Saga del 5)
Beretningen om denne vandring bekræftes af store historikere som danskeren Peter Friderich Suhm (1728-1798) og svenskeren Olof Rudbeck
den Ældre (1630-1702). Suhm og Rudbeck sporede ikke vore forfædre hele vejen tilbage til israelitterne, men Suhm skrev om de nordiske folk, at
"vores, de Tydskes og Celternes Stamfædre boede sammen i lille Asien" (P.F. Suhm: Om Odin og den Hedniske
Gudelære og Gudstieneste udi Norden (1771), s. 140-141)
Den norske opdager Thor Heyerdahl bekræftede også Snorre Sturlassons beretning i 2002, da han udgav Jakten på Odin,
hvori Heyerdahl specifikt skrev, at nordboernes forfædre kom fra Aserbajdsjan.
De mange Odin’er
Der var adskillige Odin’er. Suhm skrev om mindst tre forskellige Odin’er. Odin var sandsynligvis ikke et navn, men en titel, som
betød noget i stil med "herre, høvding, nr. ét eller premierminister".
På russisk betyder Odin: "én". Jeg har spurgt en russisk kvinde om dette, og hun bekræftede
det.
Israels fortabte stammer deles i to grupper
Da de fortabte stammer, anført af Odin, kom til Østersøen, delte de sig i to grupper. Den ene gruppe vandrede nord over
Østersøen og blev forfædre til de nordiske stammer, såsom danerne, svearne, göterne og nordmændene. Den anden gruppe vandrede over det, der i dag er Polen, og blev
forfædre til de germanske stammer.
Suhm skriver således, at det er
"rimeligt at vore Fædre ere komne hid ind igjennem Rusland, og den østlige Del af Polen. Da de nu komme til
Østersøen i det nuværende Liflandske, skilte de sig i tvende store Hobe, hvoraf den ene gik nord efter, og fra den stammer egentligen vore Fædre, og den anden gik vester paa, og
blev Stamfader for mange Tydske Folk" (P.F. Suhm: Historie af Danmark (1782), s. 4-5)
Danmark kaldt Vanaheim
Efter at stammerne var ankommet til Nord-Europa, var Vanaheim - vanernes hjemland - stadig et geografisk land. Suhm nævner
en kong Svedger af Sverige i det første århundrede e.Kr., som tog til Vanaheim og giftede sig med en Vaner-kvinde, og fortsatte til Tyskland, det store Svithjod og Gothheim, for at lede
efter den gamle Odin, som havde været borte i fem år. (P.F. Suhm: Om Odin og den Hedniske Gudelære og Gudstieneste udi Norden (1771), s. 99)
Udfra sammenhængen lader det til, at med Vanaheim menes der Danmark.
Daner og jyder
Den gotiske historiker Jordanes skriver i De origene actibusque getarum (Goternes Oprindelse og Gerninger, 551 e.Kr.), at
danerne kom ud af svearne. (Svearne og göterne dannede senere Sverige.) Danerne var af Dans stamme, som kom til den skandinaviske halvø sammen med de andre af Bilhas og Zilpas stammer,
Naftali, Aser og Gad.
De oprindelige jyder var derimod af Judas stamme, som sammen med andre af Leas stammer udgjorde de germanske stammer, der slog sig ned
på det europæiske kontinent og den jydske halvø.
Ovenfor:
Danmarks oprindelse
Suhm skriver, at omkring 235 e.Kr. blev Dan Mikillati, kongen af danerne i Skåne og Halland, tillige kronet som konge på
Sjælland, Fyn, Møn, Falster og Lolland. Da jyderne og anglerne blev invaderet af sakserne, kom Dan Mikillati dem til hjælp, med succes, og af denne grund kronede også jyderne og
anglerne Dan Mikillati som konge i Viborg (P.F. Suhm: Historie af Danmark 1. Tomé (1782), s. 103-112).
Danmark, som vi kender det i dag, blev således forenet, selv om de tre dele - Skåneland, øerne og Jylland -
beholdt hver deres love. (Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm blev tilsammen kaldt Skåneland (Terra Scaniæ).)
Navnet Danmark
Danmark betyder "danernes grænseland", fordi "mark" betød grænseland. Danmark var oprindeligt navn for
Dan Mikillatis kongerige i Skåne og Halland, men blev senere navnet for det hele kongerige.
Den danske historiograf Iver Nielsen Hertzholm (1635-1693) - som kom fra Hørsholm, hvoraf han tog sit navn - ledte danernes
og Danmarks "Navn fra det hebraiske Ord Dan: at dømme, undersøge, og mener at vi ere blevne kaldte saaledes for vor Viisdom" (ifølge P.F. Suhm: Critisk Historie af
Danmark, 1. Bind (1774), s. 144).
På det Gamle Testamentes tid havde Dans stamme en sædvane med at opkalde steder efter deres stamfader Dan, Israels søn. Dan
boede oprindeligt i et territorium ved siden af Efraim, Benjamin, Juda og filistrene. I det tidlige 12. årh. søgte danitterne et nyt territorium i det nordlige Kana’an, hvor der
boede fønikere, ved siden af Naftali og den halve Manasses stamme i Basan. På vej derop slog de lejr et sted i Juda, som danitterne kaldte Dans Lejr (Mahaneh-Dan):
"Så brød 600 væbnede mænd af danitternes slægt op fra Zor’a og Esjtaol, og de drog op og
slog lejr i Kirjat-Jearim i Juda; derfor kalder man endnu den dag i dag dette sted Dans Lejr; det ligger vesten for Kirjat-Jearim." (Dommerne 18:11-12)
Efter de havde hugget de fredelige fønikere ned med sværdet og brændt byen af, gav de byen navnet Dan:
"Så byggede de byen op igen og bosatte sig der; og de gav den navnet Dan efter deres stamfader Dan, Israels
søn; men før var byens navn Lajisj." (Dommerne 18:28-29)
Da Dans stamme, nu kaldt Vaner og Taner, vandrede gennem Øst-Europa, lader de ligeledes til at have opkaldt adskillige store floder
efter sig. Floden Don, som de gamle nordboer kaldte for Tanakvisl og Vanakvisl, og som de gamle grækere kaldte for Tanaïs, er allerede blevet nævnt. Andre store
øst-europæiske floder med forstavelsen D-n er: Donets, en biflod til Don. Dnieper, som de sene græske og romerske forfattere hhv. kaldte for
Danapris og Danaper. Dniestr, som af romerne og af Jordanes (6. årh.) blev kaldt for Danastris og Danastus. Donau, som på engelsk
kaldes for Danube.
I 1219 anførte kong Valdemar II Sejr af Danmark et succesrigt korstog i Estland for at omvende esterne til den kristne tro. Udover kong
Valdemar og den danske hær bestod korsfarerne tillige af ærkebiskop Sunesen af Danmark, biskop Theodorik af Estland, en tysk hær og en slavisk-sorbisk hær. Korsfarerne slog sig
ned ved Lyndanisse og begyndte at bygge en borg, som de kaldte for Danerborgen (Castrum Danorum), som blev til byen Tallinn, som på estisk betyder Danerbyen, og som i
dag er Estlands hovedstad. (Det var ved slaget ved Lyndanisse at et flag - som sandsynligvis havde tilhørt nogle af korsfarerne og som var blevet hvirvlet op i luften - faldt ned fra
himmelen og blev kendt som Dannebrog.)
I dag har danskere ligeledes en skik med at bruge navnet Dan i deres firmanavne. Hvis De skriver "Dan" på de gule siders
firmasektion (se ), så kommer der en lang liste med firmaer, såsom:
Ovenfor:
Dantex - de laver kabelrør og andre former for rør
Dan-Ejendomme - de udlejer ejendomme
Dan-Glas - der er adskillige firmaer med dette navn, de har med auto-glas at gøre
Dan-Tæk - et stråtækkerfirma
Rota-Dan - de laver forskellige former for hjul
Dan-Color - de laver maling, lakering o.lign.
Dan Dryer - de producerer bl.a. håndtørremaskiner til toiletter
Dan-markering - de laver vejskilte og andre former for vej-markering
DanTrailers - de laver trailere
Ovenfor:
Dan Delektron - de laver lynafledere
Nor-Dan Bus - et norsk-dansk busselskab
Dan Cargo - et ledende nordisk firma indenfor internationale transporter og tredjepartslogistik
Dan-cool - de laver kølebiler (f.eks. til slagtere)
Dan-Labels - de laver etiketter
Dan Stål - der er talrige firmaer med dette navn, de har med stål og andre metaller at gøre
Advodan - et advokatfirma
Baby Dan - de udvikler, producerer og sælger sikkerhedsprodukter til børn mellem 0-5 år
Dan Auto Parts - de sælger bildele
Danfoss - de laver termostater og andre ting
Dan Group Alarm - de installerer alarmer
Ovenfor:
Jyderne
Jyderne var oprindeligt en germansk stamme, som senere blev nordisk. (Se P.F. Suhm: Historie af Danmark, 1. Tomé (1782), s. 26
og 109, og P.F. Suhm: Critisk Historie af Danmark, 1. Bind (1774), s. 172-173, og .) Jyderne kom til Jylland fra Tyskland, mens danerne kom til øerne fra den skandinaviske halvø. Anglerne og
sakserne, to andre germanske stammer, slog sig ned på de sydlige dele af den jydske halvø.
I dag er efterkommerne af de gamle germanske stammer imidlertid spredt udover både germansk-talende og ikke-germansk-talende folk. De
følgende europæiske nationer er i følgende procenter genetiske efterkommere af de gamle germanske stammer:
Tyskland: 25% germansk, 45% keltisk, 20% slavisk, 10% jødisk
Østrig: 35% germansk, 30% slavisk, 10% finsk-ugrisk, 10% fønikisk, 10% jødisk, 5% keltisk
Schweiz: 30% germansk, 55% keltisk, 10% jødisk, 5% slavisk
Nederlandene: 40% germansk, 50% keltisk, 10% viking
Belgien: 20% germansk, 80% keltisk
Storbritannien og Nordirland: 13% germansk, 75% keltisk, 12% viking
Frankrig: 20% germansk, 70% keltisk, 10% fønikisk
Tjekkiet: 50% germansk, 42% slavisk, 8% jødisk
Spanien: 15% germansk, 40% keltisk, 30% iberisk, 7% fønikisk, 7% "særlig sag" (?), 1% arabisk
Sverige og Norge: 12% germansk, 88% viking
Danmark: 40% germansk, 60% viking
(Se hele listen .)
Når Danmark i dag er 60% genetisk lig de gamle vikinger og 40% genetisk lig de gamle germanere, så må den israelitiske Dans
stamme udgøre de 60% viking, og Juda-jyderne må udgøre de 40% germanere.
Jyder invaderer England
Selvom Jylland var blevet en del af Danmark under kong Dan Mikillati omkring år 235 e.Kr., så forblev Jylland stridens æble
mellem danere og saksere, og i en sådan grad at jyderne ofte blev regnet tilhørende sidstnævnte nærmere end førstnævnte. (P.F. Suhm: Historie af Danmark, 1.
Tomé (1782), s. 109)
I det 5. årh., da jorden i Jylland var blevet udpint og ikke længere kunne brødføde befolkningen, invaderede jyderne
England sammen med anglere og saksere. I disse invasioner bliver der ikke nævnt nogle danere. Danerne og nordmændene invaderede først de britiske øer i den senere vikinge-tid (8.
til 11. årh.).
Dans stamme i Johannes’ Åbenbaring
Dans stammes fremtid er indhyldet i mysterier.
Dans stamme er, som den eneste af Israels stammer, ikke blandt de 144.000 beseglede mandlige israelitter (Åb. 7:4-8), som skal herske
med Lammet og Gud. Johannes’ Åbenbaring erklærer ganske enkelt ikke, hvorfor Dans stamme ikke er blandt de 144.000.
De 144.000 er med-regenter, og de sammenlignes med førstegrøden (Åb. 14:4). Førstegrøden var en lille ceremoniel
ofring ved Pinse (2. Mose 34:22, 3. Mose 23:15-17). Alle indbyggerne i Guds Rige sammenlignes derimod med den almindelige høst (Lukas 10:2). Den almindelige høst finder sted om
efteråret, og er umådeligt større end førstegrøden i størrelse.
At Dans stamme ikke er blandt de 144.000 betyder derfor ikke, at Dans stamme kommer til at forgå.
Maj 2009
Bibliografi
Den autoriserede danske 1931-oversættelse af det Gamle Testamente
Den autoriserede danske 1948-oversættelse af det Nye Testamente
Adam Fabricius: Illustreret Danmarkshistorie for Folket 1. Bind (København og Kristiania: Gyldendalske Boghandel Nordisk
Forlag, 1914)
Snorre Sturlasson: Norges Konge-Sagaer (Christiania, Norge: Feilberg & Landmark, 1881)
Peter Friderich Suhm: Critisk Historie af Danmark, 1. Bind (København: Brødrene Johann Christian og Georg Christopher
Berling, 1774) (Online .)
Peter Friderich Suhm: Historie af Danmark, 1. Tomé (København: Brødrene Berlings Skrifter, 1782) (Online .)
Peter Friderich Suhm: Om Odin og den Hedniske Gudelære og Gudstieneste udi Norden (København: Brødrene Berling,
1771)