Profetiens nådegave

I Ef 2,20 omtales apostle og profeter som noget særligt: som den grundvold, Gud har lagt for menigheden. I sin gennemgang af nådegaverne taler Paulus tydeligt om, at der også fremover i menighederne vil være personer med nådegaver til at være profet. Så profetiens nådegave gives altså også til andre end de første - dem, der blev brugt til at danne grundvold..

Men hvem var de første? De, der sammen med apostlene udgør menighedens fundament? Ja, det må jo være dem, Gud brugte til at skrive Bibel. Ofte kaldes hele GT for »Moses og profeterne« - og Moses selv kaldes også »profet« - så hele GT er altså skrevet af profeter. Og i den forstand kalder Gud ikke flere profeter! Vi skal aldrig føje »profeten Jensen« til rækken af Bibelens skrifter.

Samtidig er der altså også i dag profeter i menighederne. Vi ser dem allerede i sving i den første menighed. Til forskel fra GT-profeterne og apostlene har de ingen autoritet i sig selv! De skal bedømmes ud fra Bibelen - de kan ikke selv skrive Bibel eller på anden måde komme med et budskab, der har samme autoritet som Skriften!

Du kan godt få profetiens nådegave, men du kan ikke blive profet på lige fod med dem fra GT!

Hvad er det at »profetere«?

For de fleste hverdagsdanskere har »profeti« noget med fremtiden at gøre: »Hvordan bli'r vejret på søndag?« »Det aner jeg ikke - tror du, jeg er profet?« Tv-avisen har jo ligefrem »vejr-profeter«. Og mange kristne tror faktisk også, at bibelske profeter altid udtaler sig om fremtiden! Det er nu ikke tilfældet. Ser vi f.eks. i GT, brugte mange af profeterne deres fleste ord på at tale ind i nutiden: forkynde Guds ord til folket netop ind i dets situation her og nu! Ofte var der ikke noget »nyt« i deres budskab. Det var egentlig et budskab, folket selv kunne have læst sig til - f.eks. at Gud ville straffe sit folk, hvis det dyrkede afguder! Men når folket nu ikke ville læse det selv, måtte Gud sende en profet, der kunne råbe det ind i øret på dem! Eller kong David, der jo sådan set ikke havde behøvet at være i tvivl om, at det var synd at voldtage, myrde og lyve, måtte have en profet til at sige direkte til ham: »Du er manden!«

GT-profeterne tog ofte nogle kendte Guds Ord
og fortalte folk dem igen!

Men de talte også meget om fremtiden. Nogle af dem fik af Gud lov til at se og fortælle om noget, der først skulle ske lang tid efter. Et af de stærkeste eksempler er vel David, der 1000 år før Jesu korsfæstelse får lov til at se alle detaljerne!

Ofte fortalte Gud gennem profeterne sit folk, hvordan han ville handle med det langt senere i historien.

Undertiden har profeterne tilsyneladende »bare« fået de ord, de skulle sige. Nogle gange hørte de Herrens røst - eller så hans herlighed. Og flere gange har Gud talt til dem gennem syner og drømme.

I GT kan profeterne dels gentage nogle kendte Guds Ord ind i den aktuelle situation, og dels kan Gud give dem et budskab om fremtiden. Budskabet kan modtages direkte
eller gennem syner og drømme.

NT-profeterne

Ef 2,20 henviser først og fremmest til profeterne fra GT (2 Pet 3,2; Hebr 1,1). Jeg er overbevist om, at Paulus mener, at GT-profeterne udgør en vigtig del af kirkens fundament. Men måske mener han med »profeter« også de mennesker, som Gud efter Jesu død og opstandelse gav nådegave til at være profet? I Ef 3,5 skriver Paulus nemlig om Kristus-hemmeligheden, altså Guds frelsesplan: »I tidligere slægtled blev den ikke gjort kendt for menneskenes børn, sådan som den nu er blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter ved Ånden ...« Hemmeligheden er »nu« blevet åbenbaret - altså åbenbaret i tiden efter Jesu komme til jorden og hans forkyndelse, død og opstandelse. Og »nu« virker profeterne altså side om side med apostlene. Det må altså også være nulevende personer, Paulus henviser til, når han taler om »profeter«.

Vi kan nok tale om en profet-tjeneste, der virkede i kirkens første år. En tjeneste, hvorigennem Gud opbyggede sin kirke, ved at profeterne forkyndte om den hemmelighed, der nu blev åbenbaret: Guds frelsesplan i Jesus!

Men kan vi tale om, at Gud også i dag bruger profeter til at bygge sin kirkes fundament? Nej, for det er for længst bygget - og ingen skal lave om på det. Så en profet i dag har stadig en vigtig tjeneste - men den er ikke at bygge kirke-fundament. Vi kan vel snarere sige, at det er at bygge kirke oven på fundamentet!

Profeternes autoritet

Hvorfor denne snak om fundament eller ej? Fordi det siger noget om profeters autoritet. Kirkens fundament har absolut autoritet: hvis jeg mener noget andet end kirkens fundament, tager jeg fejl! Sådan!

     Det er derfor afgørende, at vi er helt klar over: En profet i dag har ikke absolut autoritet! Hvis profeten Jensen kommer med en profeti, skal vi ikke bare sluge den råt! Det har man nu for øvrigt aldrig skullet gøre! Gud har altid befalet sit folk at teste dem, der sagde, at de var profeter. For falske profeter er en plage, der altid har fulgt Guds folk og vil blive ved med at følge det, indtil Jesus kommer igen! Selv de profeter, der fik lov at skrive Bibel, skulle også testes først! Hvordan gjorde man det? Nogle af testpunkterne er først kommet til efter Jesus, men den samlede liste ser således ud:

PROFET-TEST:
1. Budskabet skal bekende Jesus som Kristus!
2. Budskabet skal stemme med resten af Bibelen!
3. Budskabet skal komme fra Helligånden!
4. Fremtids-budskaber skal gå i opfyldelse!
5. Profeten skal bære god frugt i sit liv!

1. Helligånden skal jo netop tale om Jesus** - og forkynde ham som Frelseren! Johannes taler tydeligt om dette i sit første brev:

Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden. Derpå kan I kende Guds ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud; men enhver ånd, som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud, ... (1 Joh 4,1-3).

2. I øvrigt må det gælde, at Guds Ånd ikke modsiger sig selv. Så derfor skal profetens budskab naturligvis stemme med resten af Bibelen også - ikke alene med budskabet om Jesus som Frelser. Hvis f.eks. profeten Sørensen forkynder godt nok om Jesus som Kristus, men så tilføjer, at Gud ønsker, at vi alle skal begå butikstyveri - ja, så kan vi nemt se, at der er noget galt. For resten af Bibelen er klart imod butikstyveri!

3. Faktisk kan en profet godt sige ordene: »Jesus er Kristus!« uden at være under vejledning af Helligånden! Selv de onde ånder kan sige de ord! Og nogle skal kalde Jesus for »Herre«, uden at de dog har været sande profeter! Derfor må menigheden altid prøve at teste, om det er Guds Ånd, der står bag de tilsyneladende så rigtige ord, der kommer fra profetens mund. Vi har ofte i kirkehistorien set eksempler på falske profeter, der begyndte med en masse gode og rigtige ord, men som efterhånden ledte menigheden helt på vildspor!

Derfor har vi brug for en tester, der kan »se bagom« og vurdere, hvilken ånd der taler her. Det kræver nådegaven til at bedømme ånder, og den vender vi tilbage til senere i dette kapitel.

4. Naturligvis! Vi ser det klart allerede i 5 Mos 18,22:

Hvis en profet taler i Herrens navn og hans ord ikke indtræffer og går i opfyldelse, da er det et ord, som Herren ikke har talt. I formastelighed har profeten talt; fra ham behøver du ikke at frygte noget.

     Det er også derfor, at der tydeligt nævnes om NT-profeten Agabos, at hans fremtidsprofeti virkelig gik i opfyldelse!

5. Jesus siger, at vi skal se på frugterne: Bærer profetens forkyndelse og hele gerning gode frugter?Kommer mennesker til tro på Jesus? Bliver de styrkede i troen på Jesus? Lever mennesker et helligt liv, dér hvor profetens forkyndelse slår igennem? Og lever profeten selv et rent liv? Virker hele stemningen sund - eller virker noget overskruet? Mange falske profeter er blevet afsløret på deres frugter: Deres ord lød egentlig gode nok, men det førte til et u-bibelsk liv. Menneskedyrkelse med profeten som idol, forvrænget seksualitet, menneskeskabte tillæg til Guds etiske vejledning osv. De dårlige frugter kan være af så mange slags. Det kan desværre vare længe, inden de er modne nok til at blive opdaget. Men på et tidspunkt skal de nok begynde at stinke!

     Er de falske profeter selv klar over, at de er falske? Spørgsmålet har ikke bare teoretisk interesse. For hvis man ikke altid er klar over det selv, kunne man være så bange for ubevidst at blive en falsk profet, at man slet ikke tør påtage sig denne nådegave!

     Det er nok et svært spørgsmål at svare på. De beskrives som meget bevidste: som ulve, der forklædte som får går på rov. Men vi kan også se, at de sagtens kan være falske profeter, selv om de dybt i hjertet mener, at de tjener Gud! Vi må nok regne med, at der både findes dem, der godt selv véd, at de lever i et bedrag. Og dem, der også bedrager sig selv og virkelig tror, at de er Guds talerør!

     Men hvordan bliver jeg sikker på, at jeg ikke bedrager mig selv? Du må først og fremmest være ydmyg! Være villig til at gå ind under alle 5 testpunkter! Både sådan, at du tester dig selv, og sådan, at du lader din menighed teste dig! Gør du det, behøver du ikke være bange for bedraget. Gud ønsker jo denne nådegave i brug. Og derfor har han naturligvis også gjort det muligt for almindelige kristne at bruge den! Så vær frimodig - og ydmyg!

Den vigtigste nådegave?

I 1 Kor 12,31 siges der, at vi skal »stræbe efter de største nådegaver«. Og dette tages op i kap. 14,1: »Stræb efter åndsgaverne, men især efter at tale profetisk.«

     Er nådegaven til at tale profetisk den største af alle nådegaver?

Paulus skriver jo også at alle nådegaver er lige vigtige. I hans undervisning i Rom 12 og især 1 Kor 12 lærer vi, at vi alle er hver sit lille lem på det samme legeme. Alle er vi lige vigtige, og alle er vi udrustet af den samme Ånd.

     Jamen, hvordan kan der så her tales om de største - ja, endda nævnes én som den, man helst skal stræbe efter? Nu skal Guds Ord jo altid læses i sin sammenhæng - ellers kan man få det til at sige hvad som helst. Så lad os se på sammenhængen:

     Uden nu at kunne bruge tid på at gennemgå de første 11 kapitler i 1 Kor vil jeg bare sammenfatte situationen således: Vi møder her en menighed, der har mange nådegaver - og som sikkert har været meget stolt af det. Men vi ser også igennem brevet, at menigheden har haft problemer på mange andre områder. De har ikke altid styr på teologien. De er umodne. De har ikke en klar kamp mod synden. De har ikke et fællesskab, hvor de elsker hinanden. Fordi der var så lidt modenhed og så lidt kærlighed, må Paulus afbryde sin fremstilling af nådegaverne i kap. 12 og indføje kap. 13, inden han i kap. 14 går videre med nådegaverne. Og kap. 13 handler om kærligheden - den uundværlige ledsager til alle nådegaverne.

     Menigheden i Korinth havde altså mange mangler, bl.a. manglede de kærlighed. Men selv de ting, de havde, var der problemer med: De administrerede deres nådegaver på en meget forkert måde! De to nådegaver, der tilsyneladende var i fokus, var profeti og tungetale. Derfor handler hele kap. 14 om disse to nådegaver. Læser vi kapitlet igennem, ser vi klart, hvad der er forskellen på de to nådegaver: tungetalen er først og fremmest kun til opbyggelse for den, der har den. Profetien er derimod til opbyggelse for alle, der hører den. Og derfor er profetien større end tungetalen! Fordi den opbygger mere!

Vi ser altså her, hvad målestokken er: en nådegave er »stor«, når den kan bruges til at opbygge med!

Altså give andre troen og styrke andre i troen. Eller sagt på en anden måde: Profetien formidler Guds Ord. Og det er jo det Ord, vi lever af som kristne! Derfor er profetien så vigtig. Set i forhold til tungetalen er profetien klart »den største nådegave«. Men kan vi uden videre overføre dette til, at profetien er den største af alle nådegaver? Eller vil det være at læse verset løsrevet fra sin sammenhæng?

     Det er nok klart, at Paulus må betone profetiens fordele så stærkt, fordi han taler ind i en ganske bestemt situation, hvor menigheden nærmest har lydt som en flok perlehøns før fodringstid: et helt uforståelig kor af tungetalende personer. Tungetalen kan ikke forstås af andre, hvorimod profetien benytter sig af klare, forståelige ord. Og det var der hårdt brug for i Korinthermenigheden! Så en del af vægtlægningen på profetien kan godt tilskrives den særlige situation.

     Samtidig skal vi ikke undgå at bemærke, at Paulus flere steder nævner denne nådegave først - lige efter apostel-tjenesten! Og vi må også gentage, at da Guds Ord er så vigtigt, må nådegaver, der formidler Guds Ord, dermed også blive vigtige! Nu er der imidlertid også andre nådegaver, der formidler Guds Ord (f.eks. evangelist og lærer), så helt ene på førstepladsen kan profetien vel ikke være? Så måske kan vi sammenfatte således:

Profetien er en yderst vigtig nådegave, fordi den formidler Guds Ord til mennesker på en forståelig måde.

Og så lade den sætning stå som et positivt udsagn om profetien og ikke et negativt udsagn om resten af nådegaverne. For dybest set er det jo samme Helligånd, der virker og taler gennem samtlige nådegaver, og derfor er de lige »gode«, og enhver af os er lige vigtige i Guds legeme.

Hvordan i praksis?

Hvad vil det sige at have nådegaven til at tale profetisk? Lad os prøve at se nogle eksempler.

Agabos

Vi hører om profeten Agabos (ApG 11,28; 21,10), der bl.a. fortalte Paulus, at han ville blive taget til fange, når han kom til Jerusalem. Og vi ser, at Agabos ikke var den eneste. Paulus siger jo, at »Helligånden i by efter by forkynder mig, at der venter mig lænker og trængsler«. Agabos har altså af Helligånden fået at vide, at Paulus ville blive taget til fange. Ligesom andre også havde fået det budskab. Vi ser for resten her, at Paulus godt nok tror på det, profeterne siger. Men han retter sig ikke efter den umiddelbare tolkning. De andre, der hører profetierne, advarer Paulus mod at tage til Jerusalem. De tolker profetien som en advarsel. Paulus tolker den anderledes: som en forudsigelse af det, der skal ske. Som en medarbejder, der af sin Herre får at vide, hvordan arbejdet herefter skal gøres. Så Paulus rejste til Jerusalem, blev fanget og kom på den måde til Rom - og så det alt sammen som en del af Guds plan. Så ét er altså selve profetien, noget andet er, hvordan man vælger at tolke den ind i sin situation!

Udvælgelsen af Barnabas og Paulus

Her står, at »Helligånden sagde«. Hvordan gjorde han det? Næppe som hørlige ord direkte ud i lokalet. Det mest kvalificerede gæt må være, at han talte gennem en person med profetiens nådegave. Vedkommende - måske har der været mere end én person - har i løbet af faste-gudstjenesten simpelthen fået dette budskab: »Udtag Barnabas og Saulus til det arbejde, jeg har kaldet dem til.« Vi hører jo netop i det foregående vers, at der i menigheden var »profeter og lærere«. Og det har næppe været lærerne, der har været i funktion ved overbringelsen af denne besked fra Gud - se afsnittet »Lærer«.

Peters pinseprædiken

På pinsedag talte Peter først i tunger - men derefter slår han over i almindelig tale. Og her forkynder han om Jesus - så 3000 omvendes og bli'r døbt! Jamen, er det profetisk tale? Er det ikke bare »forkyndelse«? Nu er det bemærkelsesværdigt, at NT ikke nævner en nådegave til at »forkynde«. Det kan jo ikke være, fordi Gud ikke vil have forkyndt. Så vi må prøve at se, hvor denne funktion kan komme ind. Som vi skal se senere, kan »forkyndelse« nok falde ind under i hvert fald tre af de nådegaver, NT nævner: evangelist, lærer og profet - hver med sit særpræg:

 

evangelist                     nærkontakt-forkyndelse til ikke-kristne

lærer                              udlægning af Guds Ord til kristne

profet                             direkte forkyndelse

 

I 1 Kor 14,24f. beskriver Paulus, hvordan det kan gå, hvis en ikke-kristen kommer ind i en menighed og hører en profetisk tale: Vedkommende ser sin synd og kommer til tro på Gud! Og det var jo netop, hvad der skete på pinsedagen, da Peter prædikede! Så mon ikke vi med rette kan kalde Peters tale den dag for »profeti«? Faktisk siger Peter det vel selv indirekte i sin tale. Han taler om, at Gud har lovet, at i »de sidste dage« (= når Frelseren er kommet) vil Guds folk begynde at profetere, fordi Gud udgyder sin Ånd over dem! Dette løfte går naturligvis også på den tungetale, der lige har været. Og omhandler også syner og drømme. Men det hele hører nok sammen i én stor handling fra Guds side: Han sender sin Ånd, der udruster hans folk til at modtage Guds Ord og give det videre!

Et almindeligt menighedsmøde

Selv om Paulus ikke mener, at alle kan blive profeter, så han gerne, at alle i en menighed talte profetisk. Og han regner tilsyneladende med, at til en menigheds-sammenkomst vil der normalt være én eller flere, der har en profeti, eller »åbenbaring«, som han også kan kalde det (1 Kor 14,26-33). Nu er der kun tale om én menighed, nemlig den i Korinth. Men Paulus anklager dem ikke for det - han skriver snarere, som om det må være det normale i en hvilken som helst menighed. Det med at vi hver især har noget at bidrage med til fælles opbyggelse, finder vi tydeligt også andre steder (Kol 3,16; Ef 5,19f). Disse steder nævnes »profeti« eller »åbenbaring« ikke - men ordet »salme« går igen. Som vi allerede har set, nævnes det udtrykkeligt, at der fungerede profeter ved flere af de menighedsmøder, Paulus var til under sine rejser (ApG 20,23). Det nævnes også flere steder, at man var klar over, hvem der havde denne nådegave - selvfølgelig fordi de brugte den. Vi har nævnt Agabos og de andre, der profeterede om Paulus' tilfangetagelse. Vi kunne også nævne Filips fire døtre, »som var jomfruer, og som profeterede« (ApG 21,9). Barnabas og flere andre navngivne kaldes også »profet«(ApG 13,1f).

Det kan i hvert fald ikke siges at være
noget unormalt billede af en menighed på Paulus' tid,
at der til en del af deres møder har været én eller flere,
der har gjort brug af profetiens nådegave.

Hos os i dag?

Hvordan kan denne nådegave forme sig hos os i dag? Måske skulle vi vove at definere denne nådegave lidt mere præcist. Vi har set, at den kan udforme sig som konkrete fremtids-forudsigelser, som et svar på bøn om vejledning og som en rigtig omvendelses-prædiken. Vi har set, at det er noget, der kan forekomme som ét af flere opbyggelige indslag ved et almindeligt menighedsmøde, og det kan forme sig som den helt store forkyndelse til flere tusinde på én gang. Hvad er fælles for alt dette? Kodeordet er nok »åbenbaring«, som Paulus også kan kalde det. Gud åbenbarer noget for en person, for at vedkommende kan række det videre til andre. Det kan være noget helt nyt (som f.eks. resultatet af Paulus' rejse til Jerusalem), eller det kan være noget, der er velkendt fra Guds Ord (f.eks. budskabet om Jesus og nødvendigheden af at omvende sig). Det kan dreje sig om nutid og om fremtid. Fællesnævneren kan vel udtrykkes således:

Profeti er, at en person får at vide, hvad Gud helt præcist vil tale til én eller flere helt konkrete personer netop nu!

Hvem er profeterne hos os?

Hvem kan så udfolde profetiens nådegave i vor menighed i dag? Det kan f.eks. være forkynderen, der får en præcis vejledning fra Gud. Enten under sin forberedelse til talen (der vel forhåbentlig sker under bøn om Guds vejledning!), eller mens talen holdes. Vi er da mange forkyndere, der har oplevet, hvordan »det pludselig blev således«, at vi lagde vægt på netop dét skriftsted, eller tog netop det frem, eller uddybede netop det ... - og bagefter oplevede mennesker, der kom hen og sagde: »Det ord ramte lige præcis mig!«

     Det kan også være et menighedsmedlem, der under et sang- og vidnemøde »får det sådan«, at han/hun skal rejse sig og sige noget fra Herren. Måske minde om et vers fra Bibelen. Måske komme med et konkret budskab til en bestemt person i lokalet eller til denne konkrete menighed.

Vi kan måske dele brugen af profeti op i to grove hoved­grupper:
»Sang- og vidnemøde-profetier«, der er relativt korte profetier, der gives, når menigheden er ved at dele med hinanden - altså typisk i vore sammenhænge ved et sang- og vidnemøde.
»Profetisk forkyndelse«, der oftest er en længere og mere »planlagt« forkyndelse. I hvert fald er der her en »taler«, der henvender sig til resten af flokken - det er ikke en deltager i en fælles dele-proces.
                 Agabos' profeti var typisk af første gruppe, mens
                 Peters pinseprædiken må placeres i den sidst-
                 nævnte gruppe.

Skal man stå i kø?

I 1 Kor 14,26-33 giver Paulus en konkret vejledning i, hvordan sang- og vidnemøde-profetier skal administreres: kun én ad gangen,og højst en 2-3 stykker til hvert møde! Og hvis én er i gang og en anden også får en profeti, skal den første prøve at blive færdig, så der også er tid til den anden. Det må vel være mødelederen, der styrer den slags. Men vi ser her, at en profet har styr på sin nådegave. Gud er ikke forvirringens Gud, står der. Nogle afdelinger af Guds kirke i verden har vist en anden opfattelse. Jeg har nærmest det indtryk, at jo vildere og mere spontant og sammenrodet et møde foregår, jo mere »åndeligt« tror de, det er! Nok ligesom menigheden i Korinth. Men Guds Ord har en anden mening: Der skal være orden og sammenhæng. Ellers mister man jo netop det opbyggelige: at alle kan høre og forstå, hvad der bliver sagt! At få en profeti er altså ikke som at skulle kaste op: Det skal bare ud her og nu! Nej, fordi du får en profeti, kan du udmærket vente, til det bliver din tur! Du véd, at du skal sige noget. Måske banker dit hjerte på højtryk, og du er lidt nervøs. »Jeg har fået det sådan, at jeg ikke kan lade være med at sige ...« indleder mange deres profetiske indslag med. Profetiske ord kan være ledsaget af stærke og medrivende følelser - men kan man ligefrem komme i en form for ekstase? Vi ser det ganske enkelte gange i GT. I NT hører vi om tungetale, profeti og lovprisning i forbindelse med modtagelse af Helligånden. Vi fornemmer en sprudlende glæde - men ekstase tyder det ikke på. Og hverken Agabos, Peter eller Paulus omtales som særligt ekstatiske, og under alle omstændigheder forventes det klart, at man har kontrol over sig selv. Så ekstase beskrives ikke som hørende til profetiens nådegave. Men følelser som glæde, smerte, sorg, skælven for den hellige Gud m.m. kan være naturlige ledsagere til Guds Ord her som alle andre steder.

Så siger Herren:

Skal man indlede sin profeti med: »Så siger Herren: ...«? Det gjorde nogle af GT's profeter da. Ja, men de stod også i en anden situation, end vi gør. De skrev Bibel ved deres profetier. Vi møder det ikke i NT, og derfor gør vi klogt i ikke selv at bruge det. Det lyder, som om man ikke helt husker på sin autoritet: Nu kommer der altså ikke et ufejlbarligt ord direkte fra Herrens egen mund! Der kommer faktisk kun et ord, der skal testes, før det godtages! Personligt kan jeg meget bedre lide formuleringer som f.eks.: »Jeg tror, at jeg har dette Ord fra Herren..« eller: »Jeg kan ikke slippe dette Ord, måske er det et ord netop til én her i forsamlingen i aften ...« Det udtrykker bedre den usikkerhed, der altid vil være. Og i en direkte forkyndelses-situation vil man normalt slet ikke sige noget om, hvor det kommer fra - man vil bare forkynde!

 

Hvordan får jeg det?

Ja, selve det at få nådegaver bruger vi hele kap. 3 i bogen på. Men hvordan opleves det af »få« en profeti, når man har nådegaven - eller første gang, man bruger den? Det er vist meget individuelt. Nogle får et syn eller hører nogle ord. De fleste oplever vist bare, at der »dumper« noget ned i deres tanker eller »dukker op« i deres sind. Det er ikke nemt at beskrive. Det kan opleves som en stærk tilskyndelse til at sige noget bestemt. Ofte får man profetien, mens man beder, eller mens man læser i Bibelen - og det nævnes også i forbindelse med faste, der jo netop er en koncentration omkring bøn og bibellæsning!

Er det ikke bare et vidnesbyrd?

»Jamen« - tænker du måske - »er det da det samme, som hvis jeg står op og aflægger et vidnesbyrd til et møde?« Nej, det er det ikke. Det kan nemt være, at du har fremsagt en profeti og har kaldt den et vidnesbyrd. Men der er forskel på de to: et vidnesbyrd er - som navnet siger - at du vidner om noget. At vidne vil sige, at du fortæller om noget, du har oplevet: en episode, et bønnesvar, et bibelvers, der har sagt dig rigtig meget osv. At profetere er at komme med et budskab til andre. Selvfølgelig kan man tænke tilfælde, hvor det er svært at skelne: hvad er et vidnesbyrd, hvor man fortæller om et vers, man er blevet så glad for - »... og netop dette vers vil jeg gerne række videre til jer i aften!« ? Men i almindelighed er det ikke svært at skelne.

     Et vidnesbyrd kan vi forhåbentlig alle aflægge. En profeti kræver nådegave.

At tale profetisk vil sige at være udrustet af Gud til at række hans budskab videre til ét eller flere mennesker på en sådan måde, at det rammer dem midt i deres situation. Bud­­-skabet kan dreje sig om nutiden eller fremtiden. Budskabet henter sin kraft og autoritet fra Skriften og skal naturligvis altid stemme overens med den. Det kan enten være et konkret udvalg af Skriften eller være budskaber, der ligger i forlængelse af Skriften. Det kan udformes på mange måder, lige fra en hel tale og til et kort indslag. Det skal altid bedømmes ud fra de fem testpunkter.

Ansvar for bedømmelse

Lille bemærkning til mødeledere og andre ansvarlige ...

Som med alt andet, der har med mennesker at gøre, er der mulighed for, at der kommer noget galt ind. Nogle mennesker falder for fristelsen til at høre deres egen stemme og føle sig betydningsfulde, hvor Gud hellere ville have haft, at de tav og lyttede. Og nogle længes så meget efter noget »åndeligt«, at de forveksler ønsketænkning og virkelighed og begynder at »profetere« i egen kraft. Og nogle prøver ligefrem bevidst at manipulere med en menighed gennem hjemmelavede »profetier«. Og mennesker i psykisk ubalance kan høre og fornemme lidt af hvert ...

Det er hele menighedens opgave at »bedømme« profetier. Men i praksis er ansvaret i særlig grad lagt hen til jer
mødeledere, udvalgsmedlemmer og øvrige med
ansvarsposter i menigheden.

Hvis profetien skal kunne trives i jeres menighed, er det vigtigt, at I både støtter og opmuntrer den ægte profeti, og at I skaber tryghed ved at luge det usunde væk. Husk at gøre det i kærlighed! Forsøg stille og roligt at snakke med vedkommende, hvis du mener, der er noget galt med vedkommendes profeti. Gennem sjælesorg kan du være med til, at Gud giver den anden nyt lys over vigtige ting. Vent med en direkte konfrontation, til denne ikke kan undgås. Men er det nødvendigt, da bed om mod og visdom til at rydde det falske ud af Guds menighed - for ellers kan det blive en smittekilde, der spreder sig!

     I disse tilfælde er det klogt ikke at være alene. Tal med en eller flere andre i menigheden, inden du foretager dig noget. Det kunne jo være, at du tog fejl i din bedømmelse - så rådfør dig gerne med andre. Det kan I godt gøre, uden at det bliver til sladder. Og skal der træffes alvorlige forholdsregler - f.eks. at vedkommende må formanes til for en tid ikke at tale offentligt i menigheden - skal du under alle omstændigheder have menighedens ledelses godkendelse. Det er afgørende, at hele ledelsen står bag et sådant skridt, så der ikke opstår splittelse i menigheden. Men nogle gange står du her og nu med noget, du ikke kan nå at spørge andre om. Der har måske lige været en »profeti« under vidnemødet. Vedkommende har sagt noget, der helt tydeligt er forkert. Hvad gør du som mødeleder? Du kan vel stå i én af to situationer: Den første situation er den letteste. Her er alle i menigheden klar over, at vedkommende har sagt noget sludder. De kender vedkommende og har vænnet sig til at bære over med de mærkelige ting, der kan komme en gang imellem. Her kan du bare gå videre med at foreslå en sang og så evt. senere tale med vedkommende. Den anden situation er langt vanskeligere: her kan du ikke gå ud fra, at alle i menigheden har opfattet situationen. Nogle er måske tværtimod meget imponeret og betaget af denne »profeti«. I hvert fald har de taget den til sig som et ord fra Gud. Her er vist ingen vej udenom: du må højt sige, at du ikke var enig i den profeti! Og så naturligvis begrunde det. Det er ikke behageligt at skulle gøre den slags. Men det er nødvendigt. Det er meget lettere at gøre i en menighed, hvor der regelmæssigt bliver undervist i disse ting, for så véd alle, at enhver profeti naturligvis skal bedømmes.

 

Indtil nu har jeg mest talt om bedømmelse ved »sang- og vidnemøde­profetier«. Hvad med den profetiske dimension i forkyndelsen i øvrigt? Også her skal vi naturligvis bedømme, om det forkyndte stemmer med Guds Ord. Og i praksis er det igen jer ansvarlige, der i første omgang skal udøve bedømmelsen i praksis. Hvad gør man som mødeleder til et menighedsmøde, hvor taleren efter din vurdering har været i konflikt med Guds Ord? Ja, du går i hvert fald ikke bare op på talerstolen og siger: »Tak for det, du havde til os! Nu skal vi så have kaffe, og inden den synger vi ...« Hvis du véd, at der efter kaffen er mulighed for at stille spørgsmål til taleren, kan det måske anbefales at sige noget i retning af: »Tak til N.N. - der var nok noget, som jeg har lyst til at spørge noget mere til - men det bliver der også mulighed for efter kaffen ...« Og efter kaffen kan du så stille og roligt spørge, om du nu har opfattet det, forkynderen sagde, rigtigt. For forhåbentlig har du bare hørt galt. Har du ikke, må du konfrontere vedkommende med Guds Ord - og det kommer der forhåbentlig en god debat ud af.

     Men hvis der nu ikke er spørgemulighed bagefter? Ja, så er der vel ingen vej udenom: du må sige, at det og det var du glad for - og det og det var du uenig i.

For hvis vi som mødeledere lader falsk forkyndelse stå uimodsagt, er vi med til at støtte den falske forkyndelse!

Er du ikke mødeleder, kan du arbejde på andre måder: tale med forkynderen under kaffen, stille spørgsmål - eller måske også skrive et brev til forkynderen bagefter. Husk under alle omstændigheder at bede for vedkommende!

     Alt dette kunne lyde, som om der altid var problemer i forbindelse med profeti. Det er der slet ikke. Men overalt, hvor der er liv, prøver Satan at ødelægge og forurene så meget som muligt. Så lad os minde hinanden om ordene:

Udsluk ikke Ånden,

ringeagt ikke profetisk tale.

Prøv alt, hold fast ved det gode,

hold jer fra det onde i enhver skikkelse!